Jeg har besluttet at holde en lille pause med projektet Sange fra Langeland. Det har været rigtig spændende – og jeg er slet ikke færdig med at dykke ned i livet på Langeland og sprede det gennem mine sang. Men lige nu har jeg andre historier jeg må fortælle. Den 12. marts i år udkommer en dokumentar med netop disse historier. Jeg glæder mig meget til den kommer. Dokumentaren bliver lavet af Bo Nørgaard og Pernille Madsen, og blev optaget på en turné jeg var på i Januar i de danske stuer. Her kan du se teaseren til filmen:
Det sker at jeg får lyst til at gå en tur ned af “memory lane”, og lytte til mange af de indspilninger jeg har lavet i tidens løb. Det samme skete idag, mens jeg lyttede til disse gamle sange, faldt jeg over en optagelse af en sang jeg skrev tilbage i 2006 kaldet I will listen. Indspilningen er ikke noget at råbe hurra for, men sangen har jeg altid holdt meget af. Derfor blev dagen idag, dagen hvor I will listen skulle have den store make-over.
Handlingen
Sangen blev skrevet på det tidspunkt i mit, hvor jeg tror det for alvor gik op for mig, hvor forskellig jeg var fra mange i min familie, når det kom til at fysisk være tilstede for hinanden. Min daværende tilværelse i Holstebro som pædagogmedhjælper, tjener, MGK studerende og musikant, gjorde det det nogle gange svært at kunne komme hjem, hvis der var noget i familien, eller “svært” var jo et spørgsmål om prioritering. Lige op til jeg skrev denne sang, havde vi i familien løbet ind i nogle forhindringer, forhindringer som gjorde mig opmærksom på hvor dårlig jeg havde været til at være der for min familie. De var der altid for mig, men jeg havde i min ungdoms korte oprør haft alt for travlt med mig selv, og det kostede dyrt på mig selv nu. Som et udtryk for afmagt skrev jeg I will listen, som handlede om min manglende evne til at mærke hvad folk omkring mig havde brug for jeg gjorde, jeg besluttede mig for at lytte, om det var til Gud eller noget andet.
At skrive om
Sangen blev oprindelig skrevet udelukkende som de fire vers, men jeg havde altid følt sangen var for kort. Jeg besluttede derfor at skrive et nyt stykke til sangen, jeg tog titlen og gjorde det til et omkvæd. Det kan være svært at skrive en gammel sang om, da det kan være svært at finde stemningen, men jeg føler ret godt at omkvædet går i et med resten af sangen. Jeg forsøgte at arrangere om på 3. og 4. vers, men det gamle oplæg var så stærkt i min bevidsthed at jeg måtte finde tilbage til det oprindelige udgangspunkt.
Er som så mange andre aftener alene hjemme i Humble, kombiner dette med Richard Gere og Winona Ryder i Autumn in New York (snak om sørgelig film!) og Michael Møllers A Month of Unrequited Love (lyt, det er godt), og lige pludseligt sidder man med en ny sang. Sådan er det at være sangskriver.
Handling
Autumn in New York er på mange måder en smuk film, den viser kærligheden mellem to mennesker, og den formår på en respektfuld og ærlig måde at inddrage sygdom og en kvindes alt for tidlige død. Jeg kan ikke andet end blive rørt af en sådan fortælling. Kombineret med den meget stemningsfulde plade fra Michael Møller: A Month of Unrequited Love, ja så har man den perfekte cocktail til at skrive en sang med et seriøst indhold. Jeg tog udgangspunkt i filmen, om at miste, for at komme igang søgte jeg efter et billede, og det var synet af månelyset som rammer min pude der kom først. Månelyset var helt perfekt til at sætte den rette stemning. Herfra gik det slag i slag, teksten fortæller alt.
Melodi – Tag chancen
Michael Møllers musik fyldte meget i min bevidsthed, og det var stemningen fra et af de numre jeg hørte, der kom til at danne det harmoniske fundament. Dog ændrede det sig undervejs, måske fordi jeg for lidt siden genopdagede den smukke sang “Golden Earrings“. Jeg havde håbet jeg kunne lave en mere lys melodi, men det var mol-tertsen der trængte sig på, den sørgelige tone.
Michael Møller startede et af hans numre kun med vokal, tror jeg nok, så jeg tænkte, jeg gør det samme. Egentlig havde jeg ikke nogen melodi da jeg begyndte at synge, og den optagelse du kan høre her på siden er first take. Jeg prøvede at lave en mere målrettet to’er men fejlede stort. Derimod havde første optagelse meget stemning over sig, og jeg tænkte, det er måske det resultat jeg kunne håbe på?
Nogle gange skal man bare følge sit hjerte, og synge hvad der falder en ind. Skulle jeg skrive sangen om, ville jeg nok gå efter den lysere melodi jeg havde tænkt inden, mere fordi sangen slutter med håb – du må tro på den tid der kommer. Men set i sangskrivningens lys, er sangen et godt eksempel på at følge en stemning inspireret af en film og noget musik (som I spend so much time også var det), samtidig er det et godt eksempel på at det kan lade sig gøre at få skabt en sammenhængene melodi, uden akkorder og mange timers forberedelse.
Lyt
Tekst
Moon light shining on your pillow
Stars are clear as ever in the sky
Think you never guessed you’d be a widdow
Think you ask your self the question why
God don’t always
Plan the world as we would like it to be
Now you see
Just one week ago he was here with you
Sleeping like before here in your bed
Felt like it would always be you two
Together in the world, long time ahead
God don’t always
Plan the world as we would like it to be
Now you see
There might be reason
There might not be one
No matter the aswer, you need to believe in the time to come
You might have a future
You might not have one
No matter the answer, you need to believe in the time to come
Det er blevet søndag, og tid til endnu en opdatering på Sange Fra Langeland. Jeg byggede i starten af august et hjemmelavet whiteboard af 6 skruer, et par plastik dutter og en stor plexiglasplade (6 mm), og ikke lang tid efter sin opsættelse blev pladen genstand for en sangidé. Der kom ingen sang ud af det, men sangen har stået der de sidste 14 dage og ventet på nogen skrev den. I morges da jeg sad med brød fra bageren, ost fra ostemanden og æblemost fra den lokale æble-pusher, havde jeg stirret så lang tid på tavlen at jeg simpelthen måtte skrive sangen, og her er den så.
Lyt
Handling
Sangen opstod ud fra omkvædet, som har teksten “You, you changed the world around me” – og idéen var først at det skulle være en ganske almindelig forelskelses-sang, men da jeg først kom igang, trak teksten mig i en anden retning. I stedet blev omdrejningspunktet kærlighed, nærmere betegnet at giver du kærlighed til verden får du kærlighed igen. Sangen handler i alt sin enkelthed om at blive inspireret til at give ud af sin kærlighed til fremmede gennem noget så simpelt som et smil. Jeg møder mange mennesker på gaden der ikke smiler, men heldigvis er der også mennesker der smiler. Jeg har bemærket at smiler man meget, især til dem der ikke selv smiler, får man ofte et varmt og inderligt smil igen, et slags “tak for smilet”-smil. Mere skal der ikke til at jeg kan gå lykkelig ned af gaden, lige til jeg møder den næste der trænger til et smil. Med denne sang opfordrer jeg hermed alle til at smile på gaden, det varmer.
Sangen er samtidig en slags ode til de mennesker omkring os, der inspirere os alle til at leve livet mere positivt, og give ud af al vores kærlighed til verden. Tak for inspirationen!
Struktur
Sangen er mest skrevet ud fra det jeg kalder mit “pop-øre”, evnen til at høre hvor en sang skal gå hen. Den har ikke nogen decideret tekststruktur, mere bare en strøm af tanker skrevet fra den ene ende til den anden. Broen ændrer sig en smule undervejs men på en måde fungerer den som anker for at holde sangen fast, og ikke lade den ride afsted og blive et pop-pop nummer.
Teksten
You, you change the world around me
You, you change the world around me
It is true, I feel a difference now
‘cus you, you started to show me how
You use love, love to change things round you
Love, love to brighten up your day
So you, you change the world around me
I said, you change the world around me
It is true, that when you smile at strangers
It comes right back to you, excluding fear and danger
When you use love, to change things round you
Love, I feel love brighten up my day
And it’s because you, you change the world around me
I said that, you change the world around me
I never knew, how simple love can be
I smile at strangers, and their smiling back at me
Som Øbo lærer man hurtigt at skal man følge med i det pulserende lokalmiljø, er det i den lokale avis: Øboen det foregår, foruden selvfølgelig den sladder man kan få rundt i den lille by Humble jeg bor i. Det er sjovt som nogle ser denne sladder som noget slemt og noget de ønsker at flygte fra, imens andre ser det som en betrykkende nysgerrighed for ens ve og vel. Personligt har jeg det godt med det jeg har oplevet, og jeg nyder at blive informeret omkring hvem der køber hvilket hus og anden brugbar information.
Nå sidespring.
Lyd:
Hvad handler teksten om:
Egentligt så har jeg skrevet en sang om læserbreve, når man læser Øboen er der hver gang læserbreve fra lokale personer og politikere der ønsker at udtrykke en eller anden holdning. Det sker jævnligt der er gode saglige læserbreve i Øboen, som virkeligt er fremadsynet og positive i sin intention – men det sker oftere at der er mere eller mindre “primitive” indlæg, har jeg haft en tendens til at mene, og det er lige præcist dette syn på disse læserbreve som var centrum for min nye sang. Hvem er jeg egentlig til at bedømme at et indlæg er skrevet primitivt, og hvad betyder det egentlig? Er det et forældet livssyn, mangel på empati, manglende overblik over sagens mange forskellige facetter? Jeg er faktisk ikke selv helt klar over det, men det er en fornemmelse jeg lærte at få for mange år siden, da jeg selv syntes jeg var en noget så intelligent gymnasieelev med langt hår. Derfor kan man godt sige at denne tekst på mange måder udsætter mig selv en hel del, den udsætter den del af mig som når jeg læser Øboen gør mig selv en smule “primitiv”.
Selvfølgelig er der indlæg som i mine øjne er fuldstændig ligegyldige, og som uden tvivl gør mere skade en gavn. Der er folk på Langeland som jeg mener har et meget snævert syn på “øens” udvikling, men jeg må indrømme jeg forstår ikke deres udgangspunkt – ergo kan jeg vel ikke påstå at vide bedre? Selvom jeg er bevidst om dette spørgsmål, er det bare MEGET svært ikke at føle sig en smule klogere når der kommer et af de famøse “primitive” indlæg, som eksempelvis lokalpolitikeren der forsvarede sig med hele 8 udråbstegn efter en “vigtig” pointe. Tal om mangel på udtryksmuligheder i trykpressen, eller? Nogle vil helt sikkert mene at de rent faktisk er klogere end de andre skribenter, ellers så ville de vel ikke skrive de svar i læserbrevene som de gør? Men som den social konstruktivist jeg er ved at blive uddannet til – ved jeg jo at vi alle har forskellig viden, og ikke hverken mere eller mindre. Men det er stadig svært ikke at falde i “Jeg er klogere” gryden.
Hvordan er den skrevet:
Metoden jeg har brugt til denne sang, er den samme som jeg før har nævnt, brugt og holder meget af – nemlig at vælge et emne, og så ellers fokusere på hvor mange forskellige vinkler kan jeg anskue denne samme ting fra. Eksempelvis ”Jeg har lært at alle har noget at byde på” og “Jeg har lært at had spilder liv”. Det er linjer der alle sammen pajer hen imod min fornuft, der siger mig at jeg skal være tolerant, konstruktiv og tilgivende.
Det sangen ikke gør, er at samle op i en form for “handling”. Den er skrevet i “jeg”-form, og der er en “du” person som er “hvem end der måtte have skrevet et indlæg jeg syntes var primitivt”. Jeg nævner at når jeg læser læserbrevet ville jeg ønske jeg selv skrev et, for at lade den anden forstå at verden i min ende ikke er ens med det forfatteren antager. Men jeg gør ikke noget, jeg skriver ikke noget læserbrev, konkludere ikke at det burde jeg, eller at jeg ikke ønsker at blande mig, den del står åbent. Det kan være en mangel i teksten, det er for tidligt at fornemme syntes jeg. Dog konkluderer jeg til sidst at “Vi burde skulle samme vej” – her vælger jeg at antage, at det må være i alles interesser at Langeland udvikler sig, så den samme vej er i retning af en udvikling, en fælles udvikling vi kan stå sammen om, som der tydeligvis ikke er konsensus om på nuværende tidspunkt.
Når alt kommer til alt, er det en meget vævende tekst, som mere er et nutidsbillede af hvordan jeg tænker. Så værsgo, sådan er jeg
Det er sket før, at jeg er kommet til at se en guitarlektion på Youtube hvorefter jeg har fået lyst til at skrive en sang. Det skete også idag. Jeg kom i et forfærdeligt Johnny Cash humør da jeg lærte et nyt greb, og siden jeg lige er flyttet til Humble – og der findes en tilsvarende Humble i Texas, USA, ja så var byen det oplagte centrum for denne sang, og så er det jo et glad comeback efter en lang sommerferie her på siden.
Processen
Sangen er et godt eksempel på at synge sig til idéer, for derefter at skrive ud og rette til. Jeg spillede mit nye greb, begyndte at synge noget tekst som jeg syntes passede til musikken, og det ene med det andet – snart havde jeg en lille sang på små 2 minutter. Der er ikke noget nyt og revolutionerende over sangen på nogen måde, jeg har det rigtig godt med en gang imellem at skrive en sang så stilrent som jeg nu engang formår, der er ikke altid grund til at opfinde den dybe tallerken på ny, når den nu allerede er lavet i en country udgave.
Se
Jeg prøvede at streame det live på nettet, men det gik lidt galt, jeg vil nok prøve igen en anden gang. Vil du se hvornår, så kan du følge mig på twitter: @mosgaard
Her er optagelsen, god fornøjelse.
Teksten
Well we both went down Humble
We both went down to see
We both went down to Humble
Thought you came to dance with me
But you were dancing with this guy
When I came through the door, you didn’t tell me why
I thought I was the one
That you would dance with all night long
But not tonight
We’re both a desent dancer
We’re both a desent look
We’re both a desent dancer
We’re what makes a couple good
But now you’re dancing with this guy
A lousy dancer I may say, I don’t know why
I thought I was the one…
And how can you leave me, for a lousy dancer like that
How can you smile, when he turns you round like that
And how can you let me stand, and hide behind my hat?
I thought I was the one…
We both went down to Humble
We both went down to see
We both went down to Humble
You didn’t come to dance with me
And now you’re dancing with this guy
And now I’m walking out the door, I don’t tell you why
Forleden dag var der en dokumentarudsendelse om Bill Withers, som mange nok kender fra hits som Lean on me eller Ain’t no sunshine. Dokumentaren var en time lang, og spækket med guldkorn for livs-udforskere som mig. Et af de bedste karriere-tip der kommer i løbet af udsendelsen er som følger:
“It’s okay to head out for wonderfull. On your way to wonderfull, you have to pass though all right, and when you get to all right, take a good look around and get used to it, ‘cus that’s maybe as far as you’re gonna go.” – Bill Withers
Oversat kan man sige, at det er okay at stræbe efter fantastisk, men på vejen til fantastisk skal man forbi tilstrækkelig, og når man kommer til tilstrækkelig skal man kigge sig godt omkring og vende sig til tanken, for det er måske så langt som man nogensinde kommer. Det er jo fuldstændig rigtigt, det er ikke sikkert man nogle sinde kommer videre en tilstrækkelig, og det er bestemt et råd jeg vil give til mine kommende elever. Dog skal man huske hele tiden at bevare troen på at man nå til fantastisk, men det er trin to.
Ø-livet
Man kan godt føle at man bliver utrolig begrænset af at leve på en ø som Langeland. Det kulturelle output på en ø som denne, er meget overskueligt og til tider deprimerende. Uden at såre nogen, eller være smagsdommer for den sags skyld, vil jeg påstå at det her er fantastisk at være tilstrækkelig. Især hvis man kigger sig godt omkring, og vender sig til det. Det kan både en selv og øen få meget ud af. På den anden side, kan man også sagtens stræbe efter at blive fantastisk, hvad det begreb så end indeholder. Jeg vil gerne være fantastisk en dag som Bill Withers har været, og jeg er overbevist om jeg ikke er tvunget til at rejse væk fra Langeland for at kunne opnå det. Man må lære at være fantastisk ikke kun i forhold til hvor man er, men til hele verden.
Min gode ven Andrew D’Angelo sagde engang om min anden gode ven Christian Skjødt, at han var så meget større end Aalborg. Min nabo Leif, er så meget større en Langeland. Det betyder ikke der er noget i vejen med at være Aalborg eller Langeland, det betyder bare at nogle mennesker lader sig ikke begrænse af det miljø de er en del af, i forhold til det liv de lever. Jeg har mange idoler, og Bill Withers, Andrew, Christian og Leif er bare nogle af de mennesker der viser mig vejen.
Sangen
Efter Bill Withers dokumentaren har jeg været i soulhumør, det fik mig til at tænke på at jeg engang fik den glimrende idé at jeg ville indspille en motown-plade i New York. Jeg har ikke gjort noget ved det endnu, men her er en sang som bestemt kunne komme på den plade. Den er blevet skrevet ud fra devisen om at musik ikke behøver mange akkorder for at ville drives frem, denne sang har to akkorder G og C, og den kører imellem disse to akkorder på samme måde hele tiden. Det er fantastisk hvor få midler der skal til for at skrive en sang, hvis man tænker soul, energi og drive – kommer der en retning som giver nogle helt andre muligheder for musikken, hvis man samtidig sænker forventningerne til hvor meget budskab teksten skal have, er det bare at skrive løs. Tak til DR og Bill Withers for den enorme inspiration de lige har kastet i min retning.
Se
Som noget nyt har jeg indspillet en video (mest fordi jeg er på efterskolen og ikke hjemme ved studiet). God fornøjelse.
Kært barn har mange navne som man siger, og sådan er det lidt med denne sang. Jeg har i længere tid, som jeg skrev på min blog, været fascineret af den danske folkemusik og derigennem også folkedans. Det gav mig inspiration til forleden at skrive en folke-sang målrettet en bevægelsesleg for børn der skal bygge på den gamle folkedanse tradition. Selv har jeg ikke de store idéer, men jeg sætter min lid til at andre kreative mennesker, som min storesøster, kan få nogle gode idéer til hvordan sangen kan bruges.
Idéen
Jeg ved ikke hvor teksten kom fra, mit udgangspunkt var at skrive en folkedans – og med det i mente begyndte jeg at brainstorme på hvad en sådan sang kunne handle om. Her faldt mine tanker af en eller anden grund på et dyr der går på jagt. Ud fra det har jeg skrevet en tekst som jeg håber kan ligge op til dans. Da fuglen flyver og ræven lister/springer, det giver sangen et aspekt af at lege dyr, og kan være yderligere med til at motivere børnene til at danse gennem leg. Sangen er desuden skrevet, som mange af mine andre børnesange, åbne så man selv kan bygge videre på sangen. Den behøver ikke stoppe ved Vågen og Ræven, men kan fortsætte videre til alt, sågar en haj eller en løve hvis man syntes der trænger til et eksotisk indspark.
Det nye projekt Sange fra Langeland har virkelig givet mig fut under sangskriver-sålene. Således har jeg i løbet af sidste uges pauser på efterskolen skrevet nedenstående sang. Det hele startede med at jeg ville skrive en sang hvor jeg ikke ville skifte akkord hele tiden, som jeg har til vane at gøre regelmæssigt. Så jeg valgte D og G som de centrale akkorder og de skulle så fylde så meget som jeg syntes det var forsvarligt. I starten havde jeg svært ved at finde noget jeg havde lyst til at fortælle i teksten, men så kiggede jeg blot ud af vinduet fra lærerværelset og så på den grå langelandske himmel og regnen der lige så stille kom nærmere – og da de første par linjer var skrevet, gik det derudaf lige så stille. Det er formentlig den sang jeg har brugt længst tid på at skrive, i mange år.
Lyt
Om teksten
Der skete det forunderlige under tekst-skrivningen, at jeg på et tidspunkt måtte tvinge mig selv til at konkludere for at give sangen et budskab. Nogle gange kan tekster komme til at vandre rundt omkring et emne uden egentlig rigtig at komme med et budskab, og det ville jeg undgå. Da sangen var meget én akkord og gråvejsagtig, syntes jeg det var ekstra vigtig at teksten rent faktisk fortalte noget som lytteren kunne reflektere over, og som måske gave lyst til at lytte til sangen igen – eller ligefrem bruge sangen til selv at opnå samme stemning. Det var igennem denne tanke at jeg begyndte at lede efter en konklusion. Det endte med de to sidste linjer i 3. vers som siger:
“Jeg’ sentimental, og en lille smule gal
Men mærker jeg vokser på plads”
Det var her det gik op for mig, i hvor høj en grad denne sang lige pludselig var blevet min ode til regnen. Jeg holder meget af regn, oftest, af den grund at det får mig i et helt specielt humør. Jeg bliver eftertænksom, jeg sidder og mindes oplevelser jeg har haft, nogle gange oplevelser der stammer helt tilbage fra min opvækst i Ikast, men også nogle gange noget der er præserende lige nu. Det er oftest perioder som ikke nødvendigvis huskes som gode, men i løbet af det seneste år er jeg blevet meget bedre til at give slip og tilgive, så den vrede der kan komme vi at tænke på personer man syntes har skuffet en, kan hurtigt vendes til en personlig sejr, man mærker man vokser på plads.
Jeg har lært at mennesker man lukker ind i ens lov, ofte repræsentere en side af en selv. Det er tit det perspektiv jeg bruger når jeg vender tilbage til min fortid, og det perspektiv der kan give mig muligheden for at give slip på en gammel vrede, for derigennem at blive mere afklaret med den fortid man har og de oplevelser man har haft. Jeg håber denne sang, og dette budskab, kan være med til at perspektivere tingene for dig.
Færøerne
Jeg er i disse dage på Færøerne, her er fantastisk, og det minder mig meget om Bergen af en eller anden grund – bortset fra at der mangler en masse træer. Men vejret heroppe, og ikke mindst de mange snakke vi har heroppe om at være øbo er et utroligt spændende perspektiv i forhold til at bo på Langeland. Jeg tror det at bo på en ø, på mange måder er det samme lige meget hvor du er i vores danske kultur.
Det er et stykke tid siden jeg fik idéen til “With my lonely heart”, idéen dengang var at bruge den hookline jeg var kommet på til et arrangement til Voxnorth, desværre gik jeg i stå da jeg prøvede at skrive sangen – og siden har idéen bare ligget og lavet ingenting. Den anden dag var stemningen dog helt den rette, og da jeg skiftede fra a capella til guitar skete der noget. For at kunne skrive sangen var jeg nød til at digte en historie som jeg kunne fortælle, historien blev i korte træk at der var en hovedperson som havde en partner han var forelsket i, men som ikke ville lukke ham ind og i stedet stak af hver gang det blev seriøst. Da historien var digtet, var det bare at omsætte det til linjer i en sang.
At digte en historie for at kunne skrive en sang, er en utrolig effektiv metode, mest fordi man virkelig får tænkt over hvad det er man vil fortælle, men også fordi det giver et godt udgangspunkt for at omsætte idé til tekst.
Det er begrænset hvor meget Langeland der er over sangen, men den er trods alt skrevet her på øen.
Lyt
Tekst
With my lonely heart I go riding again
Looking for the love I can’t find
I’ll search from town to town and all over again
Looking for the love I can’t find
Why would you never let me know you
You always leave when I’m about to
You hide and you hide, the best you’ve ever learned
Sange fra Langeland fører dig med ind bag en øboene sangskrivers bløde skal. Bag projektet står den tidligere jyde og nu langelandske sanger, sangskriver og underviser Morten Mosgaard, der med sine sange vil give et lille indblik i livet som øbo og sangskriver.
